Dansk Varmblod

Dato 05.07.2022 3 min

Denne hesterace er særdeles udbredt i Danmark, og er måske den mest almindelige danske race til brug i sport. Men selvom Danmark har en lang historie for opdræt af heste, så er det først i nyere tid, at man er begyndt at avle konkurrenceheste, som netop Dansk Varmblod.

 

Grundstenen til Dansk Varmblod

Starten på Dansk Varmblod kom ved at avle heste ud fra Frederiksborg-hesten og holsteneren fra Tyskland. Dansk Varmblodshesten, som tidligere gik under navnet dansk sportshest, er blevet udviklet gennem nøje selektiv avl, hvor man har anvendt mange forskellige racer fra udlandet, indtil den rette kombination blev opnået.

 

Stambogen Dansk Varmblod

Selve stambogen i Dansk Varmblod blev til i 1960’erne, og det er organisationen Dansk Varmblod der i dag varetager udviklingen af racen. Udviklingen startede med en krydsning af frederiksborg og fuldblod, som dog gav en lidt for tung ridehest. Ved at avle med trakehner, selle francais og mere fuldblod fik man skabt den lette konkurrencehest, som man ser i dag.

 

En Dansk Varmblodshingst

Hvis man avler et hingsteføl, som man ønsker skal kåres i Dansk Varmblod må man forvente en hård proces. Hingste skal nemlig vurderes grundigt før de kan opnå kåring, da forbundet vil fortsætte den positive udvikling. Først kommer hingsten til en forbesigtigelse, hvis den kommer videre herfra, vil den komme til kåring, hvor den i første omgang får tildelt et års avlsgodkendelse. Herefter skal den til færdigkåring, og her kan den blive sorteret fra, hvis den ikke har levet op til forventningerne. Derudover skal en Dansk Varmblodshingst gennemføre en række test, hvor de i flere dage skal arbejdes under rytter, som en del af godkendelsesprocessen.

 

Fakta om Dansk Varmblod

Dansk Varmblodsheste er sportsheste, og de kan sammenlignes med de udenlandske racer som hollandsk varmblod, oldenburger, belgisk varmblod og svensk varmblod, som alle også er racer der avles til sporten, hvor særligt dressur og springning er i fokus. En varmblodshest kommer i mange forskellige farver, men er ofte brun. Størrelsen på en Dansk Varmblod kan variere, men normalvis vil de være mellem 160 og 180 cm i stangmål. Idealstørrelsen er på omkring 170 cm. Dansk Varmblodsheste har ofte et godt temperament, hvor der er tilpas tænding til, at de egner sig godt i sporten, men omvendt er rolige nok til at man kan arbejde med dem og håndtere dem til dagligt.

 

En blandingsrace

Dansk Varmblod er i dag en anerkendt race, men ligesom flere andre racer, er Dansk Varmblod en blandingsrace, som er opstået ved krydsning af forskellige racer. Man tilfører fortsat blod fra udenlandske avlsforbund, og derfor vil Dansk Varmblod forblive en blandingsrace. Racen har derfor sit navn ud fra hvilket forbund hesten er født ind i. Det betyder, at hvis både mor og far til et afkom er Dansk Varmblodskårede, så fødes føllet ind i Dansk Varmblod.

Ofte stillede spørgsmål

Hvor høj er en Dansk Varmblod?

En Dansk Varmblod kan variere meget i størrelsen, men vil normalvis være mellem 160 og 180 cm, hvor omkring de 170 cm er idealmålet.

Hvor gammel bliver en hest?

Hvis man kigger på hesteracerne på tværs, så er gennemsnitslevealderen 17 år. Her er nogle racer med til at trække gennemsnittet op, mens andre trækker gennemsnittet ned.

Hvilken farve har en Dansk Varmblodshest?

En Dansk Varmblodshest kan være mange forskellige farver, men oftest er Dansk Varmblodsheste brune, røde, sorte eller skimlede.

På Dyreportal.dk kan du sælge dit kæledyr.
Kvit og frit.

Følg os på