Find den bedste hundeskov til din hund

10 min

Er du den lykkelige ejer af en hund – eller måske flere af slagsen? Så ved du også at sådan en størrelse skal både luftes og motioneres. Selv små hunde har et vist aktivitets behov som skal opfyldes hver eneste dag. Når man har hund er der ikke noget med at tage en slapper på sofaen fordi vejret er dårligt eller man mangler overskud. En hund skal som minimum ud og besørge tre gange om dagen. Og skal hundens behov for aktivering imødekommes 100% er det vigtigt at du også leger med den.

 

Lad din hund få de bedste muligheder for udfoldelse

Hvor hunde af visse hunderacer er ganske tilfredse med en rask tur rundt i kvarteret, vil andre stille væsentligt højere krav til den daglige aktivering. En Golden Retriever, en Labrador Retriever, en hønsehund eller en hvilken som helst hund fra en af jagt racerne vil kun kunne trives optimalt hvis den ikke får lov at løse opgaver og bliver belønnet. Det betyder at du mindst én gang om dagen skal lade hunden apportere, søge spor, eller udføre andet arbejde som ligger inden for dens felt. Kun på den måde vil hunden kunne få den aktivering den behøver.

Er du i besiddelse af et hus med en have af en vis størrelse, eller bor du i nærheden af større offentlige åbne arealer, kan du lege og træne med din hund her. Men hvis du bor i lejlighed, eller har du kun en meget lille have, kan det være nødvendigt at transportere hunden til den nærmeste hundeskov eller hundepark så den kan få sin daglige motion.

 

Find en god og sikker hundeskov til dig og din hund

Når du skal motionere din hund er det ikke ligegyldigt hvilken skov, park eller strand du vælger. De fleste hunde elsker at komme en tur på stranden, men her skal du være opmærksom på at du ikke må slippe hunden fri mellem april og oktober. I denne periode skal hunden være i snor når I går tur på stranden. Og på strande med blåt flag må hunde slet ikke medbringes. Du skal også være opmærksom på reglerne for luftning og motionering af hunde i skove og parker. Det er langt fra alle skove som tillader hundeluftning – og da slet ikke løst gående hunde.

Hvis du lufter din hund i en privat skov skal du tjekke om der er særskilte regler for medbringelse af hunde. Mange skovejere ønsker ikke hunde i deres skove, hverken med eller uden snor, da dette kan forstyrre skovens dyreliv. Og omvendt kan der findes private skove hvor skovejeren ikke har det mindste problem med hunde, med eller uden snor. Hovedreglen er at du, såfremt der ikke er skiltet på anden måde, altid skal have din hund i snor når du færdes i skoven. Dette uanset om denne er privat eller offentlig.

Færdes du i områder der er udlagt til naturparker er det meget vigtigt at du er obs på dyrelivet. Flere steder kan der være køer, som er sat ud i forbindelse med naturpleje. Kommer du gående med en hund vil køerne opfatte hunden som en trussel, hvilket kan få fatale konsekvenser. Hvis du vil være helt sikker på at du har lov til at medbringe hunden – og eventuelt slippe den løs – bør du vælge en af Naturstyrelsens hundeskove. I disse skove er det tilladt at lade hunden løbe frit hvis og såfremt du har fuld kontrol over den.

Når du lader din hund løbe frit i en naturskov skal du til hver en tid kunne se den. Du skal kunne kalde den til dig øjeblikkeligt. Og du skal være sikker på at den aldrig vil kunne finde på at gå til angreb på hverken mennesker eller andre hunde. I det følgende kan du læse mere om de forskellige hundeskove og hundeparker rundt omkring i landet, og finde den som ligger tættest på din bopæl. Du kan også benytte oversigten som pejlemærke for hvor du finder det bedste sted at lufte hunden hvis familien er på bilferie i Danmark, og jeres firbenede ven er med i bilen.

 

Hundeskove og hundeparker i Region Hovedstaden

Er du bosat i Storkøbenhavn, i Nordsjælland eller i området omkring Roskilde kan du vælge imellem hele 94 hundeskove og fritløbs områder. Der er altså masser af muligheder for at lufte og aktivere din hund selv om du bor i byen.

 

I Københavns Indre By finder du således hele fire områder hvor du kan lade din hund løbe frit. Bag Langebrogade på Christianshavns volde findes et fritløbsområde for hunde, lige dele af Botanisk Have er indrettet som hundepark. Selv i tæt bebyggelse i København V kan du finde to løbegårde, hvor hunde kan mødes og lege med hinanden. Og på Frederiksberg kan du i det store park anlæg Søndermarken lade din hund løbe frit på udvalgte områder.

Du skal faktisk ikke længere væk end Nørrebro før du finder et relativt stort og grønt areal hvor hund har ret til at færdes uden snor. Rykker du ud på Amager kan du finde op til flere noget større hundeparker. Og i Valby kan du lade hunden boltre sig i Vigerslevparken Fritløbsområde.Kommer du ud på den københavnske vestegn finder du masser af muligheder for at gå med hunden i naturen. Vestskoven er berømt for sine fritløbsområder, idet større dele af området er udlagt til hundeskov. Og kører du yderligere vestpå vil du omkring Roskilde kunne finde vidtstrakte arealer i det gamle sagnland hvor din hund virkelig kan udfolde sig. Kigger du mod nord er der mange lækre hundeskove i blandt andet Charlottenlund Slotspark og Charlottenlund Skov, Jægersborg Dyrehave og Egebæksvang Skov i Espergærde. Hundeskovene i Nordsjælland er værd at køre langt efter, da netop disse områder er særligt maleriske.

Her finder du alle hundeskove i Danmark

 

Find en god hundeskov i Region Sjælland

Selv om du bor på landet og måske har masser af plads til at lufte din hund i haven kan en tur i hundeskoven stadig give lidt mere luft under vingerne. Når du lufter din hund i en hundeskov får den mange flere sanseindtryk og en del mere spænding i tilværelsen end hjemme i haven. Og en hund behøver disse stimuli for at kunne trives i hverdagen. I området omkring Ringsted, Sorø og det øvrige Midtsjælland findes der rigtig mange lækre skovarealer. Flere af disse anvendes til jagt i sæsonen, og derfor er det ikke tilladt at have hund med i skoven på bestemte tidspunkter at året.

Til gengæld er dele af disse skove udlagt til hundeskove. Disse finder du blandt andet i Frugtlundene, i Benløseskoven og i Kongskilde. Alle skønne områder med masser af muligheder for udfoldelse – til lands og i vand. Slagelse og Korsør er også meget godt med. Her finder du hele fire gode områder – tre hundeskove og en hundestrand – hvor du og din firbenede ven rigtig kan slå jer løs. Frølunde Fed Strand er en af de få strande i Danmark hvor din hund må gå uden snor hele året rundt – det selvfølgelig under forudsætning at du til hver en tid har fuld kontrol over din hund.

Den østlige del af Region Sjælland byder på flere gode områder til luftning af hunde uden snor. I Køge finder du blandt andre Solgårdsparkens hundeskov som også er kendt under navnet Strøby Egede Hundepark, samt Boholt Hundeluftergård som er et cirka 1100 kvadratmeter stort indhegnet fritløbsområde. Og syd for Næstved finder du mindst én hundeskov per kommune.

 

Hundeskove i Region Syddanmark – Fyn og Sønderjylland

Er du bosat på Fyn eller i den sydlige del af Jylland tynder det lidt ud i antallet af hundeskove. Dette betyder dog ikke at der er længere mellem fritløbsarealerne. Disse er blot en del større, da områder med skov, mark og strand er mere udbredte i denne del af riget. I selve Odense C kan du faktisk finde hele to hundeparker, nemlig Lolas Lund og Skt. Jørgen Park. Sidstnævnte er især samlingssted for familier som vi more sig med hunden på den tilhørende agility bane, samt ældre mennesker og gangbesværede. Denne hundepark er nemlig indrettet på en nemt fremkommelig måde for  kørestole og rollatorer , lige som der både er borde og bænke til fri afbenyttelse.

Bevæger vi os over i det sønderjyske finder vi ligeledes et stort antal hundeskove og parker med indhegninger til fri udfoldelse. Kolding Åpark Hundeskov er et indhegnet område tæt på Kolding, som grænser op til Kolding Å – et hyggeligt sted for de vandglade. Tønder, Gråsten, Kruså og Sønderborg har også rige muligheder i de naturskønne områder tæt på grænse, for eksempel Soldaterskov Hundeskov i Tønder og Madeskov ved Augustenborg Fjord, hvor hele skoven er udlagt til hundeskov. Selv på Fanø finder du en lækker hundeskov, nemlig Kikkebjerg Hundeskov – et stort stykke indhegnet plantage hvor hunde uden snor kan løbe frit. Og befinder du dig i Danmarks vestligst beliggende kommune, Blåvand, kan du lufte hunden i Naturstyrelsens hundeskov Oksby Klitplantage.

 

Region Midtjylland – masser af lækre hundeskove

De smukke områder i det midtjyske er også et sandt mekka for hundeejere. Her finder du nemlig også en forholdsvis høj koncentration af hundeskove, både med og uden diverse faciliteter. Selv om du er bosat i Aarhus Midtby har du stadig mulighed for at komme ud i det grønne med din hund uden at skulle tilbagelægge alt for store afstande. Du skal blot en tur i Marselisborgskoven, hvor du finder Søværnets Operative Kommandos Hundeskov. Et super lækkert område med masser af svalende træer – perfekt til en udflugt med den firbenede i de varme sommer måneder.

Randers byder på intet mindre end fire hundeskove, tre i Randers NV og en enkelt i Randers SV. Og smukke Skanderborg er selvfølgelig også leveringsdygtig i skønne fritløbsområder og legepladser til hunde hvor du både kan nyde naturen og lade din hund udfolde sig på agility bane. Drager du til Holstebro, Skive eller Struer kan du ligeledes finde flotte og omfangsrige arealer hvor du kan slippe hunden fri af snoren. Kobbelhøje Hundeskov – også kendt under navnet Hornet Hundeskov – er en hundeskov for ægte friluftsmennesker. Her kan du tage på weekend med hunden hvis du sætter pris på at sove i shelters og lave mad over bål.

 

Fritløbsområder og hundeskove i Region Nordjylland

Nord for Limfjorden kan du selvfølgelig også finde et stort antal områder til luftning af hunde uden snor. I det centrale Aalborg finder du hele to forholdsvis store indhegnede områder hvor du kan lade hunden løbe frit. Hundeskovene i Østerådalen og i Strandparken byder begge på vidtstrakte arealer med masser af natur og skøn udsigt. De smukkeste hundeskove i Region Nordjylland finder du dog omkring Hjallerup og Vodskov.  Hundeskoven ved Oasen i Hjallerup giver mulighed for masser af fri leg for både tobenede og firbenede. Er du på Hærvejsmarch med din hund kan I overnatte i et af de hyggelige shelters i Oasen, hvor du samtidig finder grill og bålplads. Og i Vodskov kan du og din hund boltre jer i det flotte skovområde ved Hammer Bakker.

Allerhøjest mod nord, nemlig i Skagen, finder du Hundeskoven Ved Den Tilsandede Kirke i Skagen Klitplantage. Dette område er populært blandt turister som har medbragt hunden på deres rejse rundt mellem danske seværdigheder. Men også lokale anvender hundeskoven, lige som de tilstødende områder er særdeles familievenlige.

Rigtig god fornøjelse med at finde den rette hundeskov!

Klik ind her og se alle hundeskove i hele Danmark

Ofte stillede spørgsmål

Hvor finder jeg hundeskove i Hovedstaden?

Se alle 52 hundeskove i Region Hovedstaden. Klik for at se hele listen

Hvor finder jeg hundeskove i Midtjylland?

Se alle 52 hundeskove i Region Midtjylland. Klik for at se hele listen

Hvor finder jeg hundeskove i Syddanmark?

Se alle 52 hundeskove i Region Syddanmark. Klik for at se hele listen

Hvor finder jeg hundeskove i Sjælland?

Se alle 52 hundeskove i Region Sjælland. Klik for at se hele listen

Hvor finder jeg hundeskove i Nordjylland?

Se alle 52 hundeskove i Region Nordjylland. Klik for at se hele listen

På Dyreportal.dk kan du sælge dit kæledyr.
Kvit og frit.

Følg os på