Siameserkat

Dato 15.07.2022 3 min

En siameserkat er en vældig populær katterace, og den findes i flere hjem rundt omkring i Danmark. Gennem tiden er den nok den mest populære racekat, men de senere år, har andre racekatte vundet større indpas.

 

Siameserkattens historie

En siameserkat er ikke længere den hyppigst forekommende racekat i Danmark, da der de senere år, er kommet andre racekatte til, hvor temperamentet passer bedre ind i dagligdagen hos en almindelig dansk, lidt travl familie. Siameserkattens historie rækker langt tilbage i tiden, og den stammer fra Thailand, hvor man har beskrivelser og billeder af katteracen helt tilbage til 1350.

Siameserkattens indtog i Europa skete omkring 1850, hvor de første siameserkatte dukkede op på udstillinger i forskellige europæiske lande, herunder England, hvor man har dokumentation for udstillinger med siameserkatte fra 1885. Dengang blev siameserkatten beskrevet som en afstandtagende kat, men den var dog stadig vældig populær.

 

Siameserkattens udseende

En siameserkat er ideelt set slank og elegant, og så har den tydelige muskelmarkeringer. Den har et kileformet hoved med store øre og en lang slank næse. Dens øjne er mandelformede og klare, ligesom farven er lysende blå. En siameserkat har en kort og fin pels, som skinner. Farvetegningen danner en maske, som dækker hele ansigtet og ørerne uden at gå op over toppen af hovedet. Oprindeligt var siameserkatten brunmasket, men i dag kan de fås i blå-, chokolade- og lillafarvede varianter. Siameseren er en let kat, og en udvokset kat vejer omkring 2,5 til 4,5 kg.

 

Sådan er siameserens temperament

En siameser er modsat mange andre katteracer god til at kommunikere. Det er en kat som taler meget, og den lader aldrig sin ejer være i tvivl omkring, hvorvidt den har behov for noget. Det er ofte nærvær fra ejeren, som den kræver meget opmærksomhed fra. En siameser er en meget hengiven kat, som knytter sig til sin ejer og samtidig vil en siameser også meget gerne knytte sig til artsfæller. Det kan derfor være en god idé at have mere end en siameserkat, da de vil have stor glæde af hinanden. En siameserkat bryder sig modsat mange andre katte ikke om at være alene.

 

Siameserkattens helbred

Rigtig mange racekatte døjer med forskellige sygdomme, som er fremavlet, men det gælder ikke siameseren. Generelt er en siameser nemlig en meget sund og rask kat, men der er dog nogle sygdomme man ofte ser hos netop denne katterace. En siameserkat får ofte mundhulebetændelse som følge af tandsten, og derfor er det vigtigt, at man som ejer af en siameserkat ofte kontrollere mundhulen og tænderne. En siameserkat kan ligeledes have problemer med luftvejene, og ofte vil katten lide af astma. Du skal altid kontakte dyrlægen hvis din kat trækker vejret hurtigt eller anstrengt, for så kan dyrlægen behandle katten, så det ikke udvikler sig til en slem tilstand.

 

Ofte stillede spørgsmål

Hvad koster en siameserkat?

Hvis du drømmer om at eje en siameserkat, skal du være klar til at smide en del penge på bordet. En siameserkat koster normalt mellem 3000 kroner og 7000 kroner, og prisen kan variere meget. Prisen varierer ofte i forhold til hvor ren-racet katten er, og hvis du vil have en hundredprocent ren-racet kat, kan du i nogle tilfælde skulle bruge i omegnen af 10.000 kroner.

Hvor gammel bliver en siameser?

En siameserkats alder kan variere meget, men de kan sagtens blive ganske gamle. Hvis en siameserkat blive passet optimalt og ellers har et sundt helbred, kan den sagtens blive omkring 15 år.

Er en siameser en allergivenlig kat?

Nogle katteracer er allergivenlige og derfor oplagte valg for personer der har allergi overfor katte. Kort sagt er ingen katteracer hundredprocent allergivenlige, men nogle er mere end andre. En af grundene til at nogle katte er mere allergivenlige end andre, er at de ikke har dobbelt pelsdragt. Det gælder eksempelvis siameserkatten, som altså er blandt de mest allergivenlige katte. Andre bud er eksempelvis Sphynx og en Cornish Rex. Du kan også vælge en russian blue, hvis du vil have en forholdsvis allergivenlig kat. Du kan dog aldrig være sikker på, at katten er allergivenlig.

På Dyreportal.dk kan du sælge dit kæledyr.
Kvit og frit.

Følg os på