Hunde uden hår

Dato 31.10.2024 6 min

Når man tænker på hunde, forestiller de fleste sig bløde, pelsede skabninger, men der findes faktisk flere hunderacer, der er kendt for at være hårløse. Disse hunderacer er ofte dem, som allergikere går efter, men det er dog vigtigt at vide, at ikke alle hårløse hunde er allergivenlige, da det ofte handler om skællene i pelsen. Hunde uden hår er fascinerende og unikke, både i udseende og pleje, og her på siden kan du blive klogere på de hårløse hundes historie.

 

Baggrundshistorie om hårløse hunde

Hårløse hunde er ikke et moderne fænomen. Faktisk har de eksisteret i århundreder. Mange af de mest kendte racer har deres oprindelse i varme klimaer, hvor fraværet af pels var en fordel for at regulere kroppens temperatur lettere. Det gælder for eksempel den mexicanske hårløse hund, som også har navnet Xoloitzcuintle, som har eksisteret i over 3000 år og blev betragtet som en hellig hund af aztekerne.

De hårløse hunde blev oprindeligt brugt som vagthunde og til medicinske formål, da man troede, at de kunne helbrede gigt og andre sygdomme med deres kropsvarme. I dag er de mest kendt som kæledyr, men de har stadig en særlig plads i mange kulturer.

 

Forskellige racer af hårløse hunde

Der findes flere forskellige hårløse hunderacer, og selvom de har det til fælles, at de mangler pels, varierer deres udseende og temperament en del. Nedenfor kan du læse om nogle af de mest kendte hunderacer, som ikke har hår:

 

Mexicansk hårløs hund

Den mexicanske hårløse hund er en af de ældste og mest kendte racer af hårløse hunde. De findes i tre størrelser, fra lille til stor. Deres hud kan variere i farve, og fås i farverne sort og brun, og de har en glat, tæt hud, som kræver regelmæssig pleje for at undgå tørhed og irritation.

 

Peruviansk hårløs hund

Denne race minder meget om den mexicanske hårløse hund, både i udseende og oprindelse. De kommer i flere størrelser og har en glat hud, der skal beskyttes mod solen. De er kendt for at være loyale og gode vagthunde.

 

Kinesisk hårløs hund

Denne race er lidt anderledes end de to førnævnte, da de ofte har pels på hovedet, poterne og halen, men er hårløse på resten af kroppen. De er små og yndefulde, og deres unikke udseende gør dem til en populær race blandt hundeejere, der søger en anderledes hund.

 

Amerikansk hårløs terrier

Som navnet antyder, stammer denne race fra USA og er en relativt ny race. Den blev udviklet fra Rat Terrieren og er kendt for sit energiske og venlige temperament. Deres hud kan være følsom, så de kræver ekstra pleje, især hvis de tages med ud i solen.

 

Fordele ved at eje en hårløs hund

Der er flere fordele ved at eje en hårløs hund, hvilket er en af grundene til, at de er blevet populære blandt mange hundeejere. Nedenfor har vi samlet nogle af de grunde der er til, at folk vælger en af de hårløse hunderacer.

 

Ingen fældning

En af de største fordele ved hårløse hunde er indlysende nok, at de ikke fælder. Dette gør dem til et ideelt valg for folk, der lider af allergi over for hundehår eller blot ønsker et rent og ryddeligt hjem uden hundehår overalt.

 

Mindre vedligeholdelse af pels

Da hårløse hunde mangler pels, slipper man også for den daglige børstning, der ofte er nødvendig med mange andre hunderacer af dem, der har meget pels og hvor pelsen filtrer og falder af. Dog betyder det ikke, at de ikke kræver pleje, da deres hud stadig har brug for opmærksomhed, da den grundet manglen på hår, er mere udsat.

 

Unikt udseende

Mange vælger hårløse hunde på grund af deres unikke og eksotiske udseende. De skiller sig ud i hundeverdenen, og mange synes, det er spændende at have en hund, der ikke ligner andre. Der er dog også mange, der ikke synes, at hunde uden hår er særligt tiltalende, og de ville aldrig vælge denne slags hund.

 

Udfordringer ved at eje en hårløs hund

Selvom hårløse hunde har mange fordele, er der også nogle udfordringer, som potentielle ejere bør være opmærksomme på. Nedenfor, har vi listet nogle af de udfordringer, der kan følge med at eje en hund uden hår.

 

Brug for hudpleje

Hårløse hunde har ingen pels til at beskytte deres hud mod miljøet omkring dem. Det betyder, at deres hud nemt er udsat for solskoldning, forfrysninger i kulde eller tørhed, der kommer fra vind og vejr. Det er vigtigt at smøre solcreme på de hårløse hunde om sommeren og dække dem til med et dækken i koldt vejr. Derudover kan deres hud være tilbøjelig til at få acne og andre hudproblemer, så regelmæssig rengøring er i særdeleshed nødvendigt hos hårløse hunde.

 

Følsomhed over for temperaturer

Uden pels er hårløse hunde mere sårbare over for ekstreme temperaturer. I varmt vejr skal de beskyttes mod solen, og i koldt vejr skal de have tøj på for at holde varmen. Det kan godt være en stor udfordring, at de er så følsomme over for både varme og kolde temperaturer.

 

Sjældne og dyre

Fordi hårløse hunde er relativt sjældne, kan de være dyrere at anskaffe sig end mange andre hunderacer. Det kan også være sværere at finde en pålidelig opdrætter, hvilket betyder, at man skal være ekstra omhyggelig, når man leder efter en hårløs hund. Det er således også en udfordring.

 

Hvordan man plejer en hårløs hund

At have en hårløs hund kræver på mange måder lidt ekstra pleje sammenlignet med hunde med pels. Nedenfor, har vi samlet nogle gode råd til, hvordan du passer godt på din hårløse hund.

 

God hudpleje

Da hårløse hunde ikke har pels til at beskytte deres hud, er det vigtigt at holde huden fugtig og beskyttet. Brug en mild, hundevenlig fugtighedscreme regelmæssigt og sørg for at vaske din hårløse hund med en skånsom shampoo for at undgå irritation fra sæben, når du rengør din hund.

 

Solbeskyttelse (særlige om sommeren)

Hårløse hunde er meget følsomme over for solen, så det er vigtigt at bruge en hundevenlig solcreme, når de skal være udenfor i længere tid. Du kan også investere i tøj til hunde, der beskytter mod solens skadelige UV-stråler.

 

Værn mod kulde og forfrysninger

Om vinteren eller i koldt vejr har hårløse hunde brug for ekstra beskyttelse. Invester i varmt tøj til dem, så de kan holde varmen under gåture og udendørsaktiviteter. De kan blive syge, hvis de fryser for meget, men de kan også i værste fald få forfrysninger i koldt vejr, da de ikke har en pels til at beskytte deres sarte hud.

 

Konklusion

Hårløse hunde er en spændende version indenfor verdens mange hunderacer, og de har mange fordele som kæledyr. Deres manglende pels gør dem ideelle for allergikere og folk, der ønsker en hund med minimal vedligeholdelse af pels, og som ikke fælder. Dog kræver de speciel pleje, især når det kommer til hudpleje og beskyttelse mod vejrforhold. Hvis du er villig til at tage dig af disse behov, kan en hårløs hund være et godt valg for dig. Det er dog som altid vigtigt at sætte sig ind i hunderacens behov, inden man anskaffer sig den.

På Dyreportal.dk kan du sælge dit kæledyr.
Kvit og frit.

Følg os på