I Danmark, og for den sags skyld i hele verden, er der rigtig mange forskellige mennesketyper, der ejer hunde, ligesom hunde bruges i forskellige erhverv. Hunden har en særlig plads i mange danske hjem, og det kan være interessant at dykke ned i, hvilke typer mennesker der oftest vælger at få en hund, og hvorfor de gør det.
Familier med børn
En af de mest almindelige grupper, der har hund, er familier med børn. For mange familier er en hund en naturlig del af hjemmet og en måde at lære børn ansvar på, ligesom mange børn har stor glæde af relationen til en hund. Hunden bliver ofte betragtet som et ekstra familiemedlem, og mange børn vokser op med en tæt relation til deres hund. Det at have en hund i hjemmet kan lære børn omsorg og empati, og mange forældre mener, at det er en god måde at lære dem at tage ansvar på, da de f.eks. kan have ansvar for at fodre, lufte og passe hunden på bestemte tidspunkter.
Ofte vælger familier racer, der er kendt for at være børnevenlige. Det kan for eksempel være racer som labrador, golden retriever eller cockerspaniel. Disse racer er typisk kendt for at være rolige, tålmodige og venlige over for både børn og voksne. For familier med børn spiller hundens temperament en stor rolle, og det er derfor en overvejelse, der indgår, når de vælger hunderace. Man vil normalt ikke se familier vælge hunderacer, som er mere voldsomme eller dominerende.
Singler og unge voksne
En anden stor gruppe, der har hund, er singler eller unge voksne, som bor alene. For denne gruppe fungerer hunden ofte som selskab og en form for støtte i hverdagen, hvor man måske ellers kan føle sig alene. Mange singler oplever, at en hund kan give en følelse af tryghed og nærvær, som de måske ellers kan mangle i deres hverdag. Hunden kan være en måde at skabe struktur på dagen, da den skal luftes og passes, og det giver en følelse af ansvar og formål med livet, som mange mennesker har brug for.
For unge voksne kan det være en måde at finde balance mellem arbejde, fritid og socialt liv, da hunden kræver regelmæssige gåture, som også kan være en måde at møde andre mennesker på, for eksempel i parker eller på gåture med andre hundeejere.
Hos denne gruppe af hundeejere, ser vi ofte, at de ejer små til mellemstore racer, som for eksempel fransk bulldog, mops eller gravhund, da de er nemmere at have i mindre lejligheder, som mange unge og singler typisk bor i.
Ældre mennesker
Ældre mennesker udgør også en stor del af hundeejerne i Danmark. For mange ældre kan en hund være en livline, der hjælper med at holde ensomheden væk, ligesom mange ældre også holder hund, fordi de har været vant til at have hund hele deres liv. Hunden giver dem selskab, men den er også en god grund til at komme udenfor og få motion. Det kan være svært for ældre at finde motivationen til daglig motion, men med en hund bliver gåturen en nødvendighed. Det hjælper dem på den måde med at sikre et bedre helbred, både fysisk og mentalt.
Mange ældre vælger mindre racer, som for eksempel bichon frisé eller cavalier king charles spaniel, da de er nemme at håndtere og ikke kræver for meget fysisk aktivitet. Men det vigtigste er ofte hundens temperament og dens evne til at tilpasse sig en mere rolig hverdag. Nogle ældre har dog også større hunderacer eller andre hunderacer, som de har valgt, fordi de har været vant til at have netop denne hunderace hele deres liv.
De passionerede hundeejere
Der er også en gruppe mennesker, der nærmest lever og ånder for deres hunde. Det kan være personer, der går op i hundetræning, konkurrencer eller avl, og de har simpelthen hund fordi de elsker disse aktiviteter. Disse mennesker ser ofte hunden som mere end blot et kæledyr. Den fungerer som en hobby, en livsstil og er altså noget, der kræver en stor del af deres tid og energi.
Hundefolk træner ofte deres hunde til forskellige formål. Det kan være lydighedstræning, agility eller træning med det formål, at hunden skal med på jagt. De har ofte en stor interesse for specifikke racer og vælger hunde, der passer til de aktiviteter, de ønsker at dyrke. For eksempel vælger jægere ofte racer som labrador eller spaniel, da disse hunde er kendt for deres evner som jagthunde. Agilityudøvere vælger ofte hurtige og smidige racer som border collie eller shetland sheepdog.
Denne gruppe hundeejere bruger ofte mange timer hver uge på at træne og aktivere deres hunde. Det kræver en dedikation og passion, som adskiller sig fra den gennemsnitlige hundeejer, og gør, at de har deres helt egen gruppe indenfor grupperne af hundeejere.
Personer med psykiske eller fysiske udfordringer
En anden gruppe, der ofte har hund, er personer med psykiske eller fysiske udfordringer. For nogle fungerer hunden som en terapihund eller servicehund, der hjælper med specifikke opgaver. En servicehund kan for eksempel hjælpe en person med en fysisk funktionsnedsættelse med at hente genstande, åbne døre eller assistere ved andre daglige opgaver.
Terapihunde er ofte brugt til at støtte personer med angst, depression eller posttraumatisk stress. Hunden giver tryghed og kan hjælpe med at berolige sin ejer i svære situationer. For mange mennesker med psykiske udfordringer er hunden en fast støtte i hverdagen og en måde at håndtere deres tilstand på. Man ser faktisk ofte, at denne type mennesker, får langt færre eller måske ingen problemer i deres hverdag, netop fordi de ejer en hund, som kan hjælpe dem og give dem tryghed.
Terapihunde eller servicehunde er ofte specielt trænet til deres opgaver, og det kræver meget tid og træning at opnå det niveau, som er nødvendigt for at blive en service- eller terapihund. Disse hunde kommer altså ofte fra en ejer, der har trænet dem til at blive servicehund, hvorefter de er klar til at flytte ind hos den person, som har brug for hunden i sin dagligdag. Andre træner deres egen service eller terapihund, da det kan være en del af den proces, der hjælper dem.
Mennesker med travle erhverv
Selv personer med meget travle erhverv vælger at have hund. Det er dog ofte en udfordring at få tiden til at slå til, da en hund kræver meget opmærksomhed og pleje. Det ses ofte, at folk med travle erhverv, som for eksempel læger, advokater eller forretningsfolk, hyrer hundepassere eller sender hunden i hundedagpleje i de perioder, hvor arbejdet er særligt intenst. For denne hundeejer gruppe, vil det ofte være en måde hvorpå, at de sikrer, at de kommer hjem, da hunden kræver det af dem. Det er derfor også en hjælp i deres hverdag, på den måde, at hunde sikrer, at de kommer ned i gear og måske kommer ud at motionere.
Hos disse hundeejere er det normalt vigtigt, at hunden kan være alene hjemme i længere perioder, eller at der er en fast ordning med en hundepasser, der kan tage sig af hunden i løbet af dagen. Det kan også være, at det skal være en hunderace, som kan fungere ved at være med i den travle hverdag. Racer, der ikke kræver for meget motion eller stimulation, er ofte populære blandt personer med travle erhverv. Det kan være racer som bulldogs eller mindre selskabshunde.
Landmænd og folk på landet
På landet er hunden ofte ikke kun et kæledyr, men også en arbejdspartner, som f.eks. landmænd har stor glæde af i deres erhverv. Mange landmænd har hunde, der hjælper med at hyrde får, holde vagt eller på anden måde assistere i de daglige opgaver. Her er det typisk hyrdehunde, som border collies eller australske hyrdehunde, der er populære, da de er kendt for deres evner til at arbejde med dyr og deres høje intelligens. Man ser dog mange forskellige hunderacer på landet, og det kan f.eks. også sagtens være labrador, golden retriever eller en schæferhund.
For landmænd er hunden en del af arbejdsstyrken, men den er også en del af familien. Hunden har en funktion og er et aktiv i det daglige arbejde, men den får også den samme omsorg og kærlighed som en familiehund i byen. Den store forskel ligger i, at disse hunde ofte har meget plads at boltre sig på og får en masse daglig motion, bare ved at være med på arbejde hele dagen. Derfor vælger denne hundeejer gruppe altid hunde, der kan tåle at være meget ude og motionere meget.
Hvem vælger ikke at have hund?
Det er ikke alle mennesker, der vælger at have hund, og der er en stor del af befolkningen, der på ingen måde kan se en hund indgå i deres dagligdag. Det gælder også mennesker, som måske gerne ville have hund, men som ved, at det ikke kan lade sig gøre. Mennesker, der ofte rejser, bor i meget små lejligheder eller har allergi, vælger typisk at undvære en hund i deres dagligdag. Personer, der arbejder meget uden for hjemmet eller har et meget aktivt socialt liv, hvor de ofte er væk fra hjemmet, kan finde det svært at have hund.
At have hund kræver tid, energi og økonomisk ansvar. Der er mange, der elsker tanken om en hund, men som i praksis ikke har mulighed for at tage sig af en. Det kræver overvejelser og planlægning, inden man træffer beslutningen om at få en hund, og det kan være grund til, at mange fravælger at have en hund.
Hunde i arbejdsrollen
Udover at være kæledyr og familiemedlemmer, spiller hunde en væsentlig rolle i flere erhverv, hvor de udfører specifikke opgaver. Mange erhverv drager nytte af hundens skarpe sanser, loyalitet og træningsmuligheder. I nogle jobtyper er hunde uundværlige, da de kan løse opgaver, som mennesker simpelthen ikke kan klare alene. Nedenfor gennemgår vi de mest almindelige erhverv, hvor hunde indgår som en fast del af arbejdet, og hvor de har stor betydning for samfundet.
Politiarbejde – politihunde
En af de mest kendte arbejdsroller for hunde er indenfor politiet. Politihunde udfører en række forskellige opgaver og er trænet til at bistå betjente i deres daglige arbejde. En af de mest kendte opgaver er patruljering og søgning efter kriminelle eller savnede personer. Hundene er udstyret med en fænomenal lugtesans, der gør dem i stand til at finde spor, som mennesker ofte overser.
Politihunde er ofte trænet til at søge efter narkotika, sprængstoffer eller våben. Disse hunde kan hurtigt gennemgå store områder, som for eksempel bygninger eller køretøjer, for at finde ulovlige genstande. Derudover kan de bruges til at finde beviser på gerningssteder, som fingeraftryk eller andre spor, der kan hjælpe i en efterforskning.
En anden vigtig funktion for politihunde er crowd control og sikring ved større arrangementer. I tilfælde af uroligheder kan hunde bruges til at sprede folkemængder og skabe orden. De er også i stand til at pågribe mistænkte, hvilket gør dem særligt nyttige i situationer, hvor fysisk styrke og hurtighed er påkrævet.
Politihunde er ofte af racer som schæferhunde, belgiske malinois og rottweilere, da disse racer er kendt for deres intelligens, styrke og træningsparathed. Man ser også f.eks. labrador som en del af politistyrken, da labradorracen er kendt for at være gode til at søge efter ting, og de bruges derfor ofte som narkohunde eller lignende.
Redningsarbejde – redningshunde
Redningshunde spiller en afgørende rolle i eftersøgnings- og redningsoperationer, især i tilfælde af naturkatastrofer, ulykker eller når mennesker bliver væk i naturen. Disse hunde er specialtrænet til at finde mennesker i vanskeligt terræn, i ruiner, ved laviner eller i store skove. Deres lugtesans gør dem i stand til at opspore mennesker, der ligger begravet under murbrokker eller sne, langt hurtigere end det kan lykkes for redningshold uden hunde.
Der findes flere typer redningshunde afhængigt af deres specialisering. Nogle hunde er trænet til at finde mennesker i bygningsruiner efter jordskælv eller eksplosioner, mens andre er trænet til at finde mennesker, der er faret vild i skovområder eller bjergområder. En særlig gruppe redningshunde er trænet til lavineredning, hvor de hurtigt kan lokalisere personer, der er begravet under sneen.
Disse hunde arbejder ofte sammen med frivillige eller professionelle redningsarbejdere, og de kræver en intens og langvarig træning for at blive klar til opgaverne. Typiske racer indenfor redningsarbejde inkluderer border collies, schæferhunde, labradorer og golden retrievere, da de har et højt energiniveau, er arbejdsivrige og har fremragende lugtesans.
Tolden og lufthavnsarbejde – toldhunde
I lufthavne og ved grænseovergange verden over er toldhunde en fast bestanddel af sikkerhedsarbejdet. Disse hunde er trænet til at opdage ulovlige stoffer som narkotika, penge, våben og endda fødevarer, der ikke må bringes ind i landet. Toldhunde spiller en nøglerolle i at forhindre smugling og beskytte landes sikkerhed og økonomi.
I lufthavne arbejder toldhunde ofte sammen med toldbetjente, hvor de snuser sig gennem bagage og varer. De kan hurtigt lokalisere potentielt farlige eller ulovlige genstande, hvilket gør dem til et effektivt redskab i toldarbejdet.
Toldhunde skal kunne arbejde under meget hektiske forhold med mange mennesker omkring dem, og de skal samtidig have et roligt temperament, så de ikke bliver stressede. Racer som labrador retrievere og springer spaniels er ofte foretrukne til toldarbejde, da de har en fremragende lugtesans, et roligt væsen og en høj grad af arbejdsvilje. De er rolige hunde, som har et stort arbejdshjerte og som kan bruge deres sanser i timevis ad gangen, og samtidig klare det hektiske arbejdsmiljø og de mange mennesker i eksempelvis en lufthavn.
Jagt og skovbrug – jagthunde
Jagt er et erhverv, hvor hunde har været en fast partner for mennesker i århundreder. Jægere bruger jagthunde til at opspore, hente og endda drive vildt under jagt. Afhængigt af jagtformen og byttet findes der forskellige typer jagthunde, der er specialiseret til forskellige opgaver.
Retrievere, som navnet antyder, er eksperter i at hente nedskudt vildt. De bruges ofte til fuglejagt, hvor de kan svømme ud i vand for at hente fugle som ænder. Spaniels bruges som drivende jagthunde og hjælper med at drive vildtet ud fra buske og skjul, så jægeren kan få et klart skud. Hønsehunde er specialiserede i at finde og pege på fuglevildt, så jægeren ved, hvor byttet er placeret.
Jagthunde er trænet til at være lydige og arbejde tæt sammen med deres fører. De har en fremragende lugtesans, og de kan dække store områder på kort tid. Racer som labrador retrievere, pointere, setter og vizslaer er populære jagthunderacer på grund af deres instinkter, styrke og samarbejdsevner. Det vil altså ofte være disse hunderacer, man ser i miljøet blandt jægere.
Militæret – militærhunde
Ligesom i politiet spiller hunde en vigtig rolle i militæret. Militærhunde udfører opgaver som bombesøgning, patruljering og vagtopgaver. De kan bruges til at lokalisere sprængstoffer eller fjendtlige soldater i konfliktzoner, og de bruges ofte til at beskytte baser og militære faciliteter. Disse hunde er også i stand til at følge tropper i felten og kan være en uvurderlig støtte i farlige missioner, hvor de kan opdage fare og udfordringer før soldaterne er i stand til det.
En særlig opgave for militærhunde er at søge efter miner eller ikke eksploderede sprængstoffer, som kan udgøre en stor fare for soldater og civile i forbindelse med militære opgaver. Hundens lugtesans gør den i stand til at lokalisere disse farer med stor præcision uden at den aktivere stoffet, hvilket ofte redder mange liv.
Schæferhunde og belgiske malinois er de mest almindelige racer i militæret, da de er modige, stærke og i stand til at træne på et meget højt niveau. Militærhunde er ikke kun en del af teamet, men også soldaternes beskyttelse og partner i missioner, og de er derfor en særdeles værdsat det af militæret i mange lande.
Servicehunde – hjælp i hverdagen
Som tidligere nævnt, bruges en del hunde, som servicehunde eller terapihunde, og det er også et erhverv for disse hunde. Servicehunde er trænet til at hjælpe mennesker med fysiske eller psykiske udfordringer. De kan udføre opgaver som at hente ting, åbne døre, trykke på knapper og i nogle tilfælde endda advare deres ejer om medicinske nødsituationer som anfald eller lavt blodsukker.
Servicehunde hjælper mennesker med nedsat bevægelighed eller synshandicap, men de kan også støtte personer med psykiske lidelser som posttraumatisk stress eller angst. For disse mennesker kan en servicehund være forskellen på en selvstændig tilværelse og et liv præget af afhængighed af andre.
Labradorer og golden retrievere er ofte de foretrukne racer til servicearbejde på grund af deres venlige natur, intelligens og evne til at lære komplekse opgaver.
Konklusion
Hunde passer ind i mange forskellige typer af hjem og hos mange forskellige typer mennesker. Der er rigtig mange mennesker i verden, der har hund på den ene eller anden måde. Fra børnefamilier til singler, fra ældre til landmænd – alle har deres grunde til at vælge at have en hund. Fælles for dem alle er, at hunden er mere end blot et kæledyr, og ofte har en funktion i ejerens hverdag. Hunden er en ven, en ledsager og i nogle tilfælde en hjælpende hånd i hverdagen, og det er ikke uden grund, at hunden er et værdsat væsen i manges liv.
Hunde spiller desuden en utrolig alsidig rolle i mange erhverv. De ses hos politiet, i militæret og i forbindelse med redningsarbejde eller arbejde i toldvæsen. Alle disse steder er hunde en uundværlig partner for mennesker. Deres lugtesans, lydighed og loyalitet gør dem til en uvurderlig ressource i mange typer arbejde. Hundene er her ikke blot dyr, men kollegaer og livsvigtige hjælpere, der med deres unikke evner hjælper med at holde samfundet sikkert og fungere på daglig basis.