Har du styr på din hesteforsikring

Dato 31.05.2022 5 min

En hest er ofte en dyr investering, og det kan derfor være en god tryghed at vide, at den er godt forsikret i tilfælde af, at der skulle ske noget uventet. Der er flere forskellige måder, hvorpå man kan forsikre sin hest, men først og fremmest skal man sørge for at tegne en ansvarsforsikring.

Her kan du se heste og ponyer til salg i Danmark

Den lovpligtige ansvarsforsikring

Det er vigtigt, at man som hesteejer er klar over, at man skal tegne en ansvarsforsikring på hesten eller sørge for, at det opstaldningssted, hvor man har hesten, har en ansvarsforsikring, der også gælder din hest. Du er forpligtet til at have en ansvarsforsikring på din hest, da den ved et uheld kan gøre skade på andre og deres ting, også når den ikke er sammen med dig. I tilfælde af, at din hest løber ud foran en bil, sparker et menneske eller på anden måde gør skade på et menneske eller på ting, så vil ansvarsforsikringen dække den erstatning, du skal give personen, som skaden er forvoldt mod.

Det er ofte billigt at tegne en ansvarsforsikring til heste, og hvis du f.eks. bor på din egen landejendom, kan du få den igennem din landbo- eller landbrugsforsikring. Er dette ikke tilfældet, skal du tegne den separat, enten gennem dit almindelige forsikringsselskab eller gennem den specialforsikring, du måske gerne vil tegne på din hest.

 

Livsforsikring af heste

En anden forsikring, som mange hesteejere vælger, er livsforsikringen. Det skyldes, at man ofte vil sikre sig, at man ikke mister den investering, man har lavet i hesten. Hvis en hest f.eks. har kostet 100.000 kroner, så kan man forsikre den for det beløb, og så vide, at hvis hesten dør, så vil man få sine penge erstattet. Det er en god tryghed for mange, særligt fordi, de så er sikre på, at de har penge til at købe en ny hest, som de fleste gerne vil. Nogle livsforsikringer har automatisk ansvarsforsikring tilknyttet, men husk at undersøge det, i stedet for at antage dette. Hos nogle enkelte forsikringsselskaber, kan du også få livreddende operation som en del af livsforsikringen til hest. Det betyder, at livsforsikringen dækker, hvis din hest får brug for en operation, som kan redde dens liv.

 

Få en uanvendelighedsforsikring til din hest

Det er også muligt at tegne en uanvendelighedsforsikring til heste. Denne forsikring giver dig en erstatning, hvis din hest pludseligt ikke kan bruges til det formål, som du har købt den til. Har du f.eks. købt en hest, som du gerne vil bruge til ridebanespringning, og den så får en skade, der betyder, at den kun kan gå på fold. Så vil du få en erstatning, svarende til en procentdel af forsikringssummen. Normalt tegnes uanvendelighedsforsikringen sammen med livsforsikringen, og det er netop derfor, at det kun er en procentdel. Selvom du ikke får det fulde beløb erstattet, så er mange glade for denne forsikring, da de så kan beholde deres bedste ven, også selvom de ikke længere kan ride på hesten.

 

En sygeforsikring giver tryghed

Rigtig mange hesteejere vælger i dag også at tegne en sygeforsikring til deres hest. En sygeforsikring dækker udgifter i forbindelse med sygdom. Det betyder, at hvis din hest får brug for dyrlæge, så kan du trygt tage af sted, velvidende, at din forsikring dækker de omkostninger der vil være forbundet med dyrlægebesøget. Dyrlæge til heste, kan ofte blive meget omkostningsfuldt, og der er derfor rigtig mange hesteejere, der heller vil betale en månedlig præmie til en forholdsvis dyr sygeforsikring, end risikere, at de pludselig står med en regning på mange tusindkroner, som de ikke har råd til at betale. Prisen på forsikringen er ikke uforudsigelig, og man kan derfor som hesteejer regne den ind i sit budget.

En sygeforsikring til hest, kan fås i forskellige versioner. Du kan få en, som dækker stort set alt, som behandlinger hos kiropraktor, dyrlægeudgifter, medicinudgifter og meget andet. Du kan hos nogle forsikringsselskaber også vælge en light version af sygeforsikringen. Denne forsikringstype dækker ofte de mest omkostningsfulde ting i forbindelse med hestens sygdom, mens andre små ting, er for egen regning. Denne forsikring er billigere at have, og derfor et godt alternativ til den fulde sygeforsikring, hvis man synes, at den er for dyr.

 

Hvad dækker hesteforsikringen?

En hesteforsikring dækker mange forskellige ting, alt afhængig af, hvilken forsikring du har valgt til din hest. Du skal som tidligere nævnt tegne en lovpligtig ansvarsforsikring, men om du vil have livsforsikring, uanvendelighedsforsikring og sygeforsikring, er op til dig selv. Der er forskellige dækninger, alt efter hvilken eller hvilke forsikringstyper, du vælger. Er du i tvivl om, hvilke forsikringer du skal vælge til din hest, så er det en god idé at spørge dit netværk til råds. Hør deres erfaring, og vend dem inden i dit eget hoved, inden du beslutter dig. Forsikringsrådgiveren eller den uvildige forsikringsmægler, kan ofte også hjælpe dig til at beslutte, hvilke forsikringer du skal vælge til din hest.

Få 3 tilbud på heste forsikring

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg forsikre min hest?

Ja det er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring til hesten. Hvorvidt du tegner en livsforsikring, en uanvendelighedsforsikring eller en sygeforsikring, er derimod op til dig selv.

På Dyreportal.dk kan du sælge dit kæledyr.
Kvit og frit.

Følg os på