Der kan være forskellige tegn i hestens adfærd, der viser, at den er utilpas, syg eller måske skadet. Som hesteejer er en af de vigtigste opgaver, at man er god til at aflæse hestens adfærd, da den udviser mange af sine følelser gennem sin adfærd og kropssprog.
Foruden de forskellige ting man kan undersøge ved hesten, så spiller adfærden en stor rolle i forhold til om hesten viser, at den har det godt. Her på siden har vi samlet flere tegn på, at hesten har et godt helbred, ligesom vi vil forklare lidt om den adfærd, som hesten kan vise, hvis den ikke har det godt.
Hestens adfærd ved sygdom
En syg hest vil ofte stå at hænge, den vil hænge med hovedet og måske gemme sig i et hjørne af boksen. Ofte vil en syg hest ikke bevæge sig meget, og hvis den bevæger sig, kan det være i form af skrabende bevægelser med benene eller ved at rulle sig på jorden. Disse to bevægelser ses ofte, hvis hesten har ondt i maven. Her kan hesten også finde på at vænne hovedet og kigge på maven, og dermed signalere, hvor den har ondt. En hest der har ondt kan også udvise aggressiv adfærd, hvor den bider eller sparker ud hvis man rammer det sted der gør ondt eller hvis man trykker på det.
Gode tegn på et godt helbred
Udover at aflæse hestens kropssprog og dens signaler, så er der forskellige ting, man kan undersøge hvis man vil sikre sig, at hesten har et godt helbred. De fleste ryttere kender deres heste rigtig godt, og vil opdage, hvis noget ikke er som det skal være, men der er ting som det er en god idé at holde øje med, også selvom hesten ikke ser utilpas ud.
Hestens temperatur
Først og fremmest er temperaturen god at holde øje med, hvis man vil sikre sig, at hesten har det godt. En hest med feber, er ofte syg på den ene eller anden måde. Det kan skyldes infektion både med virus eller bakterier. Hestens normaltemperatur er mellem 37,5 og 38,5 grader og kan variere fra den enkelte hest til den anden. Det er derfor en god idé regelmæssigt at måle hestens temperatur, da man på den måde lettere kan danne sig et overblik over, hvilken temperatur, der er normal for ens hest. Hvis man fører en logbog over hestens temperatur, kan man slå op i denne, hvis man tror, at der måske er noget galt med temperaturen. Temperaturen stiger under arbejde og kan f.eks. også stige i forbindelse med transport, og det skal man selvfølgelig tage højde for.
Hestens åndedræt
En anden ting der er vigtig at observerer er hestens åndedræt, og det er også en del af hestens adfærd. Hesten trækker vejret gennem næsen, hvor luften passerer svælget og via luftrøret når lungerne. Hesten trækker luften ind igennem næseborene, idet brystkassen udvises, og når den formindskes igen, presses den brugte luft ud samme vej. Når hesten er afslappet og tilpas, vil den have åndedrag på ca. 4 liter luft og den vil ånde mellem syv og 15-16 gange pr minut. Stiger hestens åndedrætsfrekvens, kan det være tegn på sygdom, dårlige nerver eller andre former for utilpashed. Åndedrætsfrekvensen stiger også i forbindelse med, at hesten trænes.
Hestens mave og tarm-lyde
Du kan faktisk også vide meget om hesten ved at lytte til lydene fra mave og tarme. Normalt vil man høre et miks af gurglende og knurrende lyde, og det er et tegn på, at mave og tarm arbejder med at omsætte foderet til energi. Er disse lyde formindskede eller ikke til stede, kan det med stor sandsynlighed være et tegn på, at hestens har kolik. Ved vindkolik vil man kunne høre metalklingende lyde i hestens tarme.
Hestens puls og kredsløb
Det er også en god idé at holde øje med hestens kredsløb og puls, hvis man vil sikre, at hesten har det godt. Hjertets sammentrækning sker med en regelmæssig og rytmisk bevægelse, og i hvile er pulsen normalt på mellem 25 og 40 gange i minuttet. En hest der arbejder, kan derimod have rigtig meget højere puls, og det er ikke unormalt med en puls mellem 120 og 180. En hest maksimale pulsfrekvens kan faktisk være helt op til 240 slag pr. minut under hårdt arbejde, og afhænger af arveligt betingede faktorer og den enkelte hests fysik. Du måler hjertets frekvens bedst med et stetoskop, men man kan også mærke pulsen ved at placere en flad hånd ved siden af brystet lige over albuespidsen. Man kan med fingeren også måle hjertets slag ved de store pulsårer der findes på underkæben. Du skal ikke bruge tommelfingeren til at måle pulsen, da du så med stor sandsynlighed vil mærke din egen puls i stedet for hestens.
Hestens slimhinder og gummer
Du kan også undersøge hestens ve og vel ved at kigge på dens gummer og tandkød. Dette bør være lyserødt og uden pletter. Det skal være fugtigt, og må ikke have misfarvninger. Er der misfarvninger, gullige eller blålige, er det et sygdomstegn, og hesten bør undersøges af en dyrlæge. Det er også en god idé at undersøge hvor hurtigt blodkarrene fyldes. Det gøres ved at trykke med en finger på hestens gummer og så se hvor hurtigt farven skifter fra hvid til lyserød, når man slipper. Hos en sund hest vil det tage ét, maksimalt to sekunder før tandkødet skifter farve. Tager det længere tid, kan det være tegn på chok, blodtab og dehydrering.
Mærk på hestens hove
Man kan også aflæse meget ved at mærke på hestens hove. Hovene skal normalt være kølige, og temperaturen kan selvfølgelig variere alt efter om hestens står i solen eller en varm bund, men hvis hoven virker decideret varm, er det ofte et tegn på en betændelsestilstand. Hvis hoven føles varm, bør man mærke om der er puls i benet. Hvis pulsen er forstærket, kan det eksempelvis være tegn på, at hesten har en hovbyld. Er dette tilfældet vil hesten normalt også være halt. Sammenlign altid med de andre hove og ben, da det kan give en indikation omkring, om en hov føles varmere end de andre.
Hestens væskeindtag
En del af den adfærd man bør observere hos hesten, er dens væskeindtag. Det er vigtigt, at hesten indtager nok væske i løbet af døgnet og det er afgørende for, at hesten forbliver sund og rask. En hest drikker omkring 20 liter i døgnet og endnu mere hvis den har arbejdet hårdt. Hesten skal have konstant adgang til frisk vand.
Foruden de ovennævnte faktorer, er der andre ting, man kan holde øje med, og så er det en god regel, at man observerer sin hest jævnligt. PÅ den måde bliver man klogere på den enkelte hests signaler, og der er større sandsynlighed for, at man opdager, hvis hesten er syg eller utilpas.
Ofte stillede spørgsmål
En hest der er forfangen, vil få varme hove og tydelig smerte ved visitering af hovene. Hesten vil være halt og ikke have lyst til at gå. Samtidig kan den virke mat og utilpas. En forfangen hest vil ofte strække forbenene frem for at aflaste trykket på forhovene, som er der hvor heste oftest bliver forfangne.
En hests normaltemperatur er mellem 37,5 og 38,5 grader, og hesten har derfor feber hvis temperaturen overstiger 38,5. Det kan dog hænde, at temperaturen hos en rask hest overstiger 38,5, f.eks. efter hårdt arbejde. Normaltemperaturen kan også svinge fra hest til hest, og er ret individuel. Derfor er det en god idé at observere sin hests temperatur regelmæssigt.