Løbegård til kanin – når kaninen skal kunne løbe frit omkring
Er du den lykkelige ejer af en eller flere kaniner, og er du samtidig så heldig at du bor i hus med egen have? Så kan du med stor fordel forsøde tilværelsen for dine små venner, og indrette haven med en udendørs løbegård. Fordelen ved at have en løbegård til kaniner er at man slipper for at hegne hele haven ind hvis kaninen skal gå ude. Og så har du med en løbegård et bedre overblik over hvor din kanin befinder sig.
Drømmer du om at købe en kanin? Se kaniner til salg her
Hvor kan jeg købe en løbegård til kaniner?
De fleste større dyrehandlere kan tilbyde færdige løbegårde til kaniner i flere størrelser og i varierende prisklasser. Du kan hos en af de mere veletablerede leverandører af dyreartikler vælge imellem kanin løbegårde af træ eller metal. Og du kan sågar finde løbegårde med solbeskyttelse. Du kan også vælge en af de mere kravlegårdslignende løbegårde i nylon, som er nemme at flytte, og som derfor egner sig fint til at have kaninen med i sommerhus. Men skal du have en kanin løbegård hjemme i familiens have er det langt bedre at satse på en større og for kaninen mere interessant model.
Kan jeg selv lave en løbegård til min kanin?
Hvis du er lidt fiks på fingrene kan det faktisk godt lade sig gøre for dig selv at fremstille en løbegård til din kanin. Du kan for eksempel gå online og finde eksempler på løbegårde som andre kanin ejere selv har bygget. På Youtube vil du med stor sandsynlighed kunne finde udførlige instruktions videoer som viser dig hvordan du skal gribe opgaven an. Og ellers kan du med sikkerhed finde bygge anvisninger til kanin løbegårde rundt omkring på det store internet.
Hvad skal jeg være opmærksom på når jeg bygger løbegård til min kanin?
Når du står for selv at skulle fremstille den løbegård, som din kanin kan have glæde af sommeren igennem, bør du selvfølgelig tage højde for den plads kaninen optager. En Belgisk Kæmpe, som snildt kan veje over ti kilo og fylder tilsvarende i landskabet, har i sagens natur brug for mere plads end en lille fiks Hermelin Kanin. Du bør således tage kaninens størrelse i betragtning når du indretter en løbegård i haven.
En eller flere kaniner?
Samtidig bør du indrette løbegården således at den passer til antallet af kaniner der skal bruge den. Det er klart at to eller tre kaniner får brug for mere plads end en enkelt kanin hvis de rigtig skal kunne udfolde sig. Samtidig er det en god idé at indrette den udendørs løbegård således at kaninerne har mulighed for privatliv. Selv om kaninerne gerne vil lege med hinanden kan selv den mest sociale kanin få brug for at trække sig tilbage. Og så bør du give den mulighed for det.
I forbindelse med indretning af løbegård til flere kaniner bør du også tænke i ekstra toilet plads. Kaniner ynder at besørge på bestemte steder – og kanin toilettet kan hurtigt blive overfyldt hvis der kun er ét af slagsen til mange kaniner. Har du flere intakte kaniner, som normalt holdes adskilt, skal disse selvfølgelig også holdes hver for sig i separate afdelinger af løbegården, eller i flere forskellige løbegårde – med mindre selvfølgelig at du vil have huset fuldt af kaninunger et par uger efter!
Vælg de rette byggematerialer til løbegården
Det er selvfølgelig vigtigt at din hjemmebyggede løbegård til kaniner er solidt udført, og kan holde kaninerne på plads i haven. Derfor bør du gøre dig mindst lige så umage med udvælgelse af byggematerialer som med selve konstruktionen af løbegården. De stolper, du anvender, bør have en vis tykkelse – i hvert fald hvis de er lavet af træ. Ellers risikerer du at kaninen gnaver dem over med sine skarpe gnavertænder.
Bruger du en form for net til at sikre løbegården bør maskerne i dette ikke være for store. Det kan ikke anbefales at bruge almindeligt hønsenet da kaninen alt for nemt vil kunne gnave hul i dette. Du kan der imod med stor fordel anvende gitre, som bruges til kompost beholdere, og som blandt andet forhandles af Harald Nyborg. Og såkaldte voliere net, som ofte anvendes af katte ejere til afskærmning af altaner, kan også sagtens bruges.
Sikkerhed og indretning af kanin løbegård
Af hensyn til kaninens velfærd er det vigtigt at du tænker over hvorledes din nye kanin løbegård skal indrettes. Det er nemlig langt fra nok blot at opstille et bur i haven og sætte kaninen derind. I det følgende kan du læse mere om hvordan du gør din løbegård sikker for din kanin – og hvorledes du indretter den så den i videst muligt omfang imødekommer kaninens behov.
Sørg for at sikre kanin løbegården både foroven og forneden
Uanset om du selv bygger din løbegård til kaninen, eller om du køber en færdig én af slagsen, bør du sikre at der under løbegårdens bund er enten fliser eller net. Kaniner er gravere – og der vil være en vis risiko for at din kanin graver sig ud under indhegningen, hvis ikke bunden er sikret. Du kan, med andre ord, ikke stille din kanin løbegård direkte oven på din græsplæne og forvente at kaninerne holder sig inden for hegnet. Hvis du gerne vil have løbegården stående på plænen bør du lægge et net eller et gitter ud i bunden så du undgår flugtforsøg ved udgravning.
Du kan også vælge at placere løbegården oven på en flise belægning, og dække bunden med sand eller grus. Det giver lidt mere oprydningsarbejde, men er en sikker løsning for dig og din kanin. Ligeledes bør du sørge for at burets top er forsynet med et net. Kaniner er byttedyr for blandt andet rovfugle og ræve, som hurtigt kan se deres snit til at nappe en kanin ud af sin løbegård. Og skulle der komme en løs hund forbi vil kaninen heller ikke have en chance hvis hunden bestemmer sig for at hoppe over hegnet.
Indretning af løbegård til kanin
Hvis du ønsker at din nye kanin løbegård skal være ekstra og særligt indbydende for den lille springfyr, kan du med fordel gøre lidt ekstra ud af indretningen. Hvis kaninen skal tilbringe den gode del af sommeren i sin løbegård bør den være indrettet efter kaninens behov. Først og fremmest skal du sikre at din løbegård er forsynet med en overdækning, som udgør mindst en tredjedel af løbegårdens samlede areal. Her kan kaninen kan søge skygge for solen og ly for regnen. Det er ikke tilstrækkeligt med et lille kaninhus, da disse ofte bliver overophedede.
Der ud over er det smart at indrette et eller flere hjørner med grus som kaninen kan grave i. Hvis en kanin får det for varmt vil den grave et hul og lægge sig udstrakt i det, så varmen fra kaninens krop bliver opsuget af jorden eller gruset. Der skal være adgang til frisk vand til alle tider. En kanin kan hurtigt dehydrere hvis den tilbringer mange timer under en strålende sommersol uden at få noget at drikke. Du bør sørge for at der enten er et vandtrug med frisk vand, eller en vandbeholder der kan monteres på løbegårdens gitter lige som man gør på et bur.
Sørg for at din kanin føler sig tryg i løbegården
Hvis løbegården er placeret under åben himmel kan kaninen godt føle sig udsat – især hvis rovfugle kommer forbi. Derfor bør løbegården være forsynet med kasser, rør eller huler som kaninen kan gemme sig i. Samtidig kan kaniner godt lide til tider at placere sig i højden så de kan skaffe et overblik. Til dette formål kan oven for nævnte kasser eller rør sagtens bruges – og du kan eventuelt supplere med en gammel træstub.
Husk at tjekke haven for giftige planter
Hvis du vælger at placere kaninens løbegård direkte på græsplænen i din have bør du gå det indhegnede areal efter for giftige planter. Det er nemlig ikke alle planter som kaninen kan tåle. For eksempel er den søde forårs bebuder vintergækken giftig for kaniner. Det samme gælder for krokus, smørblomst, påske- og pinseliljer. Valmuer og anemoner, som hyppigt ses i især vilde haver, bør også undgås i kanin løbegården. Og endelig bør du aldrig fodre kaninen med friskslået græs, da dette kan medføre kolik agtige tilstande i gnaverens sarte mave.
Du bør altid tjekke med din dyrlæge om kaninen er i form – alders- og sundhedsmæssigt – til at rende rundt udendørs inden du sætter den ud i en løbegård. God fornøjelse med din fritløbende kanin!