Værd at vide om kattens sundhed og helbred

11 min

Katten er det mest populære kæledyr i Danmark. Det anslås at der bor omtrent 650.000 katte rundt omkring i landet, fordelt på små 400.000 husstande. Grunden til kattens overlegenhed når det gælder popularitet i forhold til eksempelvis hunden som kæledyr er at katte er en del nemmere at have med at gøre. En kat skal ikke luftes tre gange om dagen, og kan i højere grad underholde sig selv.

Samtidig har katten ikke samme behov for at blive trænet og aktiveret – og du behøver ikke at arrangere pasning hvis familien skal være væk i et par dage. Din kat vil sagtens, når den er ude over killingestadiet, kunne være alene hjemme i op til flere dage ad gangen. Dette skyldes at katte ikke er flokdyr på samme måde som hunde, og derfor ikke bliver dybt ulykkelige når de skal undvære familien. Og du vil sagtens kunne lade foder stå fremme til flere dage uden at katten æder det hele på én gang, med sygdom og opkastninger til følge.

Der ud over sætter katte ikke foder til livs i samme mængder som en hund. Det er en del billigere at holde en kat på kost. Har du før haft hund, vil du således opdage at de økonomiske og tidsmæssige omkostninger forbundet med det at have kat er langt lavere – og at kattens behov er en del mere overskuelige. Dette betyder dog ikke at der ikke er et vist ansvar forbundet med det at have kat. En kat kan ikke bare passe sig selv hele tiden. Selv om katten besidder en høj grad af autonomi vil du stadig som kattens ejer have det overordnede ansvar for dens sundhed og helbred.

Du skal således være opmærksom på en række forhold som gør sig gældende i forhold til ansvarligt kattehold. I det følgende kan du læse mere om hvordan du sikrer et godt helbred for din killing såvel som for din seniorkat.

 

Sådan holder du din kat sund

Mange nybagte katteejere tager ikke kattens sundhed særligt alvorligt. Dette kan skyldes at en kat ikke er nær så dyr i anskaffelse som en hund, og at der derfor ikke er en nær så stor investering der skal beskyttes. Men en kat er et levende og følende væsen på samme måde som en hund. Som ejer er det dit ansvar at være opmærksom på kattens sundhed, og sørge for at den trives og har det godt. En kat kan ikke bare passe sig selv, hverken mens den er killing, ungkat, voksen eller senior. Og derfor bør du gøre hvad du kan for at give katten det bedst mulige katteliv så længe den er i din varetægt.

Leder du efter en ny eller en kat mere - Se katte til salg ved at klikke her

Det første dyrlægebesøg – essentielt for din kats fremtidige sundhed

Noget af det første, du bør gøre i forbindelse med hjemtagelse af familiens nye firbenede medlem, er at svinge forbi dyrlægen. Selv om opdrætteren eller internatet har stået for de indledende øvelser i forhold til neutralisering, chipning og killingens første sundhedstjek er det vigtigt at katten bliver oprettet som patient hos dyrlægen.

I forbindelse med det første besøg i klinikken skal du medbringe kattens sundhedsbog. Alle registrerede katte opdrættere i Danmark er forpligtet til at oprette en sådan til hver killing. I denne finder du blandt andet kattens stambog, og opdrætterens dyrlæge vil have anført eventuelle sundhedsmæssige problematikker samt medicin som er blevet administreret til dyret før det blev overdraget.

Din dyrlæge vil sørge for at katten bliver oprettet som patient i klinikken, og samtidig tjekke at alting er som det skal være. Mange dyrlæge klinikker tilbyder ”service aftaler” for kæledyr, hvilket kan inkludere eksempelvis gratis klipning af kløer eller fast lav pris på de årlige sundhedstjek. De fleste katte opdrættere betinger sig i forbindelse med overdragelsen at du lader katten vaccinere mod diverse kattesygdomme hver år, også selv om der er tale om indekatte. Det kan således godt betale sig at oprette en sådan aftale med dyrlægen – især fordi katten sagtens kan blive over femten år gammel, og derfor får brug for en del dyrlæge konsultationer i løbet af sin levetid.

 

Neutralisering – et must for kælekatte

Hvis du ikke har fået din kat via et internat eller en opdrætter, men blot har hentet den hos en familie, vil den sandsynligvis ikke være hverken neutraliseret eller vaccineret. Her er det ekstra vigtigt at du kommer af sted til dyrlægen, så disse ting kan blive bragt i orden. Dette gælder især hvis du har fået fat i en hankat. En intakt hankat vil uvægerligt, så snart han når den kønsmodne alder, begynde at strinte – også selv om det er en indekat, og der ikke er nogen hunner i nærheden. Og det er ikke nogen rar lugt.

En ikke kastreret hankat, som strejfer, vil løbe en stor risiko for at pådrage sig skader i forbindelse med slåskampe med andre hankatte. Samtidig vil han kunne blive far til hundredevis af killinger i løbet af en enkelt sæson. Din intakte hunkat kan risikere at blive drægtig flere gange i løbet af en sæson. Det betyder at du pludselig står med 5 – 8 killinger som du måske ikke kan komme af med. Og så er der desværre ingen vej uden om aflivning.

I Danmark aflives i tusindvis af uønskede killinger hvert eneste år – og endnu flere overlades til sig selv, til lidelse og død. Den eneste måde hvorpå denne overflod af katte kan begrænses er ved neutralisering. Det er ikke synd for en kat at blive neutraliseret. Faktisk er det en af de bedste ting du kan gøre for din kat når det handler om at sikre den et godt langt katteliv med et sundt helbred. Og så slipper du for kattevræl og slåskampe i løbetids sæsonerne.

 

Hvorfor lade sin kat vaccinere?

Som tidligere nævnt vil en killing fra en opdrætter eller et internat allerede have modtaget sin første vaccination når du overtager den. Det er op til dig at følge op med årlige vaccinationer gennem hele kattens liv. Når katten vaccineres stimuleres dens immun forsvar til selv at danne antistoffer mod farlige vira. En kat er et forholdsvis skrøbeligt dyr, og kan hurtigt tage skade hvis den bliver alvorligt syg.

 

Med en vaccination en gang om året kan du forebygge virus infektioner så som

Kattesyge, også kaldet panleukopeni – en sygdom som typisk rammer yngre katte. Denne virus angriber tarmen og forårsager høj feber, opkast, diarré og udflåd fra øjnene og næsen. De fleste katte, som får kattesyge, dør inden for kort tid, som følge af væsketab og der af følgende nyresvigt.

Herpes eller rhinotracheitis som udarter sig i form af sår på hornhinden og i munden samt akut nysen og udflåd fra næse og øjne, feber. Der kan ses sår på hornhinden og i munden. Når katten først er smittet med herpes er det for livet, lige som det er tilfældet for mennesker.

Calici, en anden luftvejsinfektion, som kommer til udtryk ved milde forkølelsessymptomer, men som kan udvikle sig i voldsom grad med feber, hoste, udflåd og sår. Calici og herpes kaldes under ét for Katteinfluenza.

Chlamydia, som giver øjenbetændelse som følge af en virus lignende mikro organisme, og smitsom leukæmi som er en virus sygdom der ødelægger de hvide blodlegemer og dermed kattens immunforsvar. Katteleukæmi har ofte dødelig udgang.

Det er således altid en god idé at lade katten vaccinere, hvis du ønsker at beskytte den mod sygdom, lidelse og for tidlig død. Ved at vaccinere din kat bidrager du samtidig til begrænsning af disse forfærdelige sygdomme som koster alt for mange katte livet hvert år.

 

Det årlige besøg hos dyrlægen – essentielt for kattens helbred

Foruden det første besøg hos dyrlægen bør du mindst én gang om året lægge vejen forbi dyrlæge klinikken for at få tjekket op på katten. Dette kan fint ske i forbindelse med kattens årlige vaccination, som beskrevet oven for. Ved disse dyrlæge besøg vil dyrlægen udføre et komplet sundhedstjek af din kat. Katten vil blive vejet og kigget efter i alle ender og kanter, lige som dyrlægen vil måle kattens temperatur og – hvis katten er over en vis alder – tage en rutinemæssig blodprøve.

De fleste dyrlæger tilbyder et tandeftersyn samt rensning af tænder når katten er til sundhedstjek. Dette er en god idé hvis katten tilhører en af de racer som har anlæg for udvikling af eksempelvis parodontose eller FORL, som er en forkortelse for Feline Oral Resorptive Lesions – en smertefuld tilstand hvor tanden nedbrydes indefra. Dyrlægen vil ved tandeftersynet kunne konstatere disse lidelser og henvise katten til en tanddyrlæge som kan forestå videre behandling.

 

Forkæl din langhårede kat med en løveklip

Når katten alligevel er sederet i forbindelse med tandrensning kan du vælge at lade dyrlægen klippe kattens negle. Ikke alle katteejere kan få lov at gøre dette selv uden at katten flipper ud. Og selv om katten er god til selv at vedligeholde sine kløer ved at kradse, er det stadig smart at få dem klippet en til to gange om året – især når katten bliver ældre.

Mange ejere af langhårede katte fra racer så som Maine Coon, Perser, Norsk Skovkat, Siberian eller Tyrkish Van, vælger at aflægge dyrlægen en visit i den tidlige sommer. Så kan katten nemlig i samme omgang blive løveklippet. Det at vedligeholde en lang pels er et stort stykke arbejde for katten. Ved at trimme pelsen i bund letter du byrden for katten. De varme sommermåneder bliver knap så ubærlige under den tunge pels – og du slipper for pelstotter samt opgylpede hårboller over hele huset. Du bør dog være opmærksom på at katten ikke bør gå ude den første uge efter trimningen, da den kan risikere solskoldning. Og du bør være obs på sår eller rifter opstået i forbindelse med trimningen, at der ikke skal gå betændelse i dem.

 

Beskyt kattens sundhed derhjemme

De årlige dyrlæge besøg er en vigtig del af kattens sundhedspleje. Men i det daglige er det dig der skal sørge for at katten har de optimale betingelser for at kunne leve et sundt katteliv. Det betyder at du selv skal holde øje med om katten trives og har det godt. Du skal være obs på alt fra spisevaner til ændring i psyke og adfærd samt selvfølgelig synlige fysiske skavanker.

 

Vælg det rette foder til din kat

Først og fremmest bør du selvfølgelig sørge for at kattens basale behov bliver mødt. Du bør altid vælge katte mad i top kvalitet – og helst efter dyrlægens anbefalinger. Det kan ikke betale sig at gå på kompromis med de høje standarder når det gælder fodring af familiens firbenede medlem. Sund kattemad er fremstillet på gode råvarer, og ligger så tæt op ad kattens naturlige kost som overhovedet muligt. Det er en god idé fortrinsvis at vælge kattefoder som er tilpasset kattens alder, type og race.

Dyrlægen kan hjælpe dig med at udvælge specialfoder eller kost tilskud, skulle din kat have særlige behov. Eksempelvis findes der særlige typer foder til ældre katte som er i fare for at udvikle gigt, og som udgør et fint supplement til dyrlægens behandling. Og katte med tendens til overvægt kan sættes på diæt – ganske som mennesker.

De fleste katte klarer sig fint med tørkost, såfremt der er adgang til frisk vand. Tørfoder kan hjælpe med at holde tænderne ved lige på en måde som vådkost ikke kan. Du bør dog være opmærksom på om katten sluger sin mad i stedet for at tygge den, da dette kan indikere smerter i tænder eller tandkød. Du kan vælge at give din kat kosttilskud i perioder hvor den kan få brug for lidt ekstra energi, for eksempel i forbindelse med drægtighed, diegivning, eller fældning. Blandt de mest gavnlige fodertilskud til kat kan nævnes

Mælkesyrebakterier som styrker tarmfloraen og hjælper fordøjelsen på vej

Malt som gør det lettere for katten at hoste hårboller op, hvilket kan forhindre forstoppelse

Fiskeolie som ”smører” leddene og samtidig styrker pels, tænder og negle samt. Glucosamin til styrkelse af led og muskler samt. Du bør altid rådføre dig med din dyrlæge før du giver katten kosttilskud, da der kan optræde allergier eller overfølsomhed. God fornøjelse med din nye kat – I ønskes et langt og sundt liv sammen!

På Dyreportal.dk kan du sælge dit kæledyr.
Kvit og frit.

Følg os på